Skyggen af Marie

Jeg sad tit med benene helt oppe under mig og den lyserøde natkjole ud over dem. Lænet ind til min mormor, der sad i dobbeltsengen og læste højt for mig med sin karakteristiske, ru stemme. Som gled alle hendes ord over det fineste sandpapir og videre ud i rummet, hvor de blev til lange rækker af kornede billeder. Af mænd og kvinder med smukke navne som Isak, Rakel og Rebekka, der fik sønner og døtre, som jeg forestillede mig ville ligne hinanden på øjnene eller næsen eller måden, de talte eller opførte sig på. Ligesom min mormor sagde, at jeg lignede min mor. På smilet. Hun sagde aldrig, at jeg lignede hende selv, men jeg håbede i mit stille sind, at jeg ville komme til det, imens jeg sad der og lyttede til hendes syngende jyske, der fik ’gud’ til at lyde som ’guj’.

Så langt tilbage, jeg kan huske, har jeg søgt efter nogen at ligne. Nogen at se op til. Sådan er det vel at være enebarn og opvokset i en traditionel provinsfamilie – især når man har andre planer med sin tilværelse end rollen som bagland for en mand.

Min mormors hænder fumlede med siderne. Skilte dem. Vendte dem med besvær, fordi papiret med tiden havde løsnet sig fra ryggen og nu levede i gulnede bunker af tekst og billeder. Det bemærkede hun altid med klukkende stolthed i stemmen. ”Christine!” sagde hun. ’Christina’ blev altid til ’Christine’ i hendes mund. ”Nu har jeg aldrig kendt mage! Jeg tror snart, at vi har slidt Bibelen op!” og så lukkede hun den rustrøde bog i og forsøgte at få orden på de genstridige løsblade, klæbet sammen af min morfars tape, hvor siderne var revet i stykker. Det var, når mine yngre kusiner fik fat i bogen, at den slags havari skete. Men min mormors krogede hænder tvang altid siderne tilbage på plads, så nettet af blåviolette årer blev tydeligt under hendes hud. ”Ja, jeg er jo ikke helt ung længere,” sagde hun lidt forundret og drejede hænderne i lyset. Så ned på mine utålmodige, hvide hænder, der viftede hendes egne bort. Skilte siderne lynhurtigt. Vendte dem.

”Du skal læse mere, mormor. Den om Jonas og hvalen, den er ikke ret lang,” bad jeg og satte mig bedre til rette med fornemmelsen af, at hele værelset åndede langsomt ud og lyttede. Jeg lod blikket følge kanten på glasskrinet ved min mormors seng, der indeholdt små kort med udvalgte bibelsteder. Lod blikket hoppe videre til det store smykkeskrin, der husede halskæder af turkis, koral og ametyst. De gav sådan en sprød lyd fra sig, når jeg lod dem falde mod brocherne og korsene i bunden, og det gjorde jeg ofte. Jeg elskede at ordne min mormors smykkeskrin, imens jeg lyttede til hendes stemme.

Men ind imellem kom jeg alligevel til at løfte blikket mod knasterne i loftet, der var spøgelser med store, forvredne munde som dem derhjemme på værelset om natten. Jeg krøb tæt ind til min mormor og lukkede øjnene fast i. Da jeg var syv år, var hun det tryggeste menneske i verden og ferierne hos hende og min morfar indbegrebet af, hvad det ville sige at have sommerferie eller vinterferie eller efterårsferie. Når nogen siger ’sommerferie’ i dag, ser jeg stadig huset og haven for mig. Min morfar og mig hånd i hånd på vej ned til døgnkiosken efter slik for en 5’er. Min mormor, der står derhjemme med middagsmaden og skælder ud, hvis vi har lagt vejen forbi pølsevognen. Hukommelsen er en mærkelig, selektiv størrelse: I mit hoved er sommerferierne i Jylland blevet til de fineste, mangefarvede glansbilleder, jeg gerne tager op og bladrer i.

Skyggen af Marie

 

”Jeg beder for dig hver dag, det ved du,” sagde min mormor fjorten år senere. ”Jeg kan jo ikke gøre andet herovre fra.” Hun rømmede sig i den anden ende af røret, imens en lille pige gled hujende ned ad rutschebanen ude i min gård. Med tøjsnore spændt ud i et ribbet mønster mellem jorden og himlen og pigens skingre råb, der kastede sig fra mur til mur. Fra mig ved vinduet til naboens vindue og tilbage til mig, der fulgte pigens færd opad rutschebanens trapper på ny.

”Er du der, Christine?” Pigens kjole var skrigende rød. Skrig i halsen. Ud over hele gården, der lå der og lod som om, det var en sommermorgen i juli. ”Ja, jeg er her.” Hele min eksistens modsagde mine ord og havde gjort det længe. Siden forholdet til mine forældre eksploderede, fordi min kæreste var en kvinde. Siden min bedste veninde døde. ”Du bliver nødt til at klare dig, det ved du godt. Du bliver nødt til at stå det her igennem,” sagde min mormor, og hendes ord var overtrukket med bly nu, ranke ord på rad og række, der marcherede fremefter, som jeg vidste, at hun altid havde marcheret.

Edith Fallesen, min mormor, blev født i 1914. Året før danske kvinder fik valgret. Hun var ældste datter af den svagelige Marie Cathrine Fallesen født Lamp og Peter Fallesen, der ejede og drev en gård udenfor Seest ved Kolding. ”Hvordan var hende Marie, mormor?” har jeg spurgt igen og igen, og jeg spørger for så vidt stadig. For min mormor, Edith gift Schmidt i 1943, lever i bedste velgående på 92. år, og hendes mørkøjede mor med det sammenbidte udtryk og guldkorset på rette sted har altid fascineret mig. Det har hendes to mørkøjede søstre også. Frederikke fordi hun ligner min mor af udseende, og Christine fordi hun var diakonisse og om muligt endnu mere stramtandet at se til end Marie. ”Jamen, mor var jo syg, Christine, det ved du da godt.” ”Men hvordan var hun?” ”Åh, det ved jeg såmænd ikke. Hun blev jo syg, da jeg var ti år, så hun lå i sengen det meste af tiden.”

Marie havde nyrekræft og døde, da min mormor var atten år, og i de mellemliggende år nåede den velbegavede Edith både at springe et par klasser over, komme i huset, tage på højskole og ”blive husbestyrerinde hos far,” som hun formulerer det. ”Men ville du ikke gerne have læst videre?” har jeg så ofte spurgt, og hver gang har hun set blankt på mig. ”Det ville lærerne gerne have haft, men far havde jo brug for mig derhjemme.” ”Og hvad så?” Jeg kender godt svaret: De fleste forventede vel, at hendes yngre bror skulle arve slægtsgården, eftersom det var, hvad drenge gjorde på de kanter på den tid. Men Peter Fallesen ville det anderledes. ”Jeg ved, at du kan drive Vesterkjær videre, Edith,” sagde han til hende en aften over middagsbordet, og så var der ikke mere snak om det. Min oldefar rakte hende al sin tillid, og jeg kan kun gisne om, hvor tung, den må have været at bære.

”Tvivler du aldrig, mormor?” spurgte jeg, da jeg stod der i vinduet og så ud på sommermorgenen, og hun blev stille i røret et øjeblik. ”Jeg har min tro, Christine. Jeg håber og beder til, at det skal gå dig godt.”

De ord tænkte jeg på i årene, der fulgte, når jeg gik rundt i København. Blandt mennesker, men alene. For selv om det ikke var mine ord, men hendes, følte jeg alligevel, at jeg kunne læne mig imod dem. Mod hende, der lo med hjertet, så alting hoppede, til hun kom til at hoste. Hun undlod altid at skralde sine æbler, selv om hun absolut ikke kunne tåle skralden, og jeg så hende for mig. Spruttende og harkende, til jeg kom til at smile over at kende hende og høre til et sted. I de historier, vi delte. I den historie, hun lo ad, hvor jeg snarere stavrede end skred henover stuegulvet i hendes alt for store kjoler med brune 1970’er-blomster og alt for store, højhælede sko. Med halskæderne af turkis, koral og ametyst om halsen, der snoede sig ind i hinanden med dumpe, klirrende lyde. ”Ligner jeg dig, mormor? Gør jeg? Ligner jeg dig nu?” fremturede jeg, og hun lo lidt mere. ”Du er en pjatstøvle, Christine,” sagde hun. ”En pjatstøvle, det er, hvad du er.”

Men jeg kunne se, at hun overvejede sagen, og det fik mig til at ranke mig. Min mormor var den første kvinde i miles omkreds, der fik kørekort som 18-årig. En af de første kvinder, der red sin store hest som en mand. Hun holdt en kæmpe omgangskreds ved lige og gør det stadig, fik tre børn, engagerede sig i lokalpolitik, strikkede, hæklede, kniplede og frembragte festsange på vers. Og ikke mindst drev hun i vid udstrækning gården, eftersom min skrantende morfar var bedre til selskabelighed end til at hakke roer. Åh, hvor ville jeg gerne være lige så sej som hende!

Jeg vil tro, at mytologier stortrives i de fleste familier; historier om enkelte familiemedlemmer, der bliver gentaget og gentaget, pudset og poleret. ”Da du var lille, skreg du, så mor ikke kunne være nogen steder,” kunne være én af dem. Det er den i mit tilfælde, mens mytologien om min mormor er anderledes positiv: ”En tidlig morgen i 1971 faldt din mormor ned fra loftstrappen på gården og smadrede sin hofte i så mange stykker, at lægerne måtte lime den sammen stykke for stykke og krydse fingre for, at puslespillet holdt. De fortalte hende, at hun aldrig ville komme til at gå igen, men hun ville gå, og du kender jo din mormor og hendes viljestyrke. Da vi blev gift næste forår, gik hun. Hun dansede også. Ingen skulle komme og sige, at hun skulle tilbringe resten af livet i en kørestol.”

”Hun ser godt nok skrap ud på bryllupsbillederne,” kan jeg høre mig selv sige, imens jeg betragter den alvorlige, sorthårede kvinde, der skal forestille at være min mormor. Hun farvede sit hår til kort før, jeg blev født, og min mor ser væk. ”Hun er blevet meget mildere med årene, Christina, det er der ingen tvivl om.” ”Mildere?” ”Ja, da jeg var lille, fik jeg jo altid at vide, at min vilje sad i hendes lomme. ’Flyt dig!’ sagde hun, når telefonen ringede. ’Lad mig komme til!’

Jeg kender ikke min mormor fra den skrappe side. Kun den ultrastædige side, den rugende og bekymrede side, men jeg er jo heller ikke hendes datter, og det gør utvivlsomt en kæmpe forskel. På mange måder er alting meget lettere, når overføringerne og minefelterne har fået lov at ligge nogle generationer, har jeg ofte tænkt. Man behøver ikke at anstrenge sig for at være mor eller datter, men kan i stedet være til glæde og støtte for hinanden i rollerne som mormor eller barnebarn.

Uden hendes opbakning ved jeg i hvert fald ikke altid, hvordan jeg skulle have klaret mig. Hvordan det ville være gået for mig. Ansvaret for alt det gode, der er hændt mig de seneste år, bærer jeg naturligvis selv, men æren vil jeg til hver en tid dele med hende.  

Skyerne gråner

 

Det var i 1986, og min morfars død lå endnu over velourstolene i stadsstuen. På tangenterne, der klingede nøddebrunt, men ustemt, da jeg trykkede dem ned efter tur. ”Ikke nu, lille pus!” Min mors bevægelser cirklede om mormor med formaninger om at spise og drikke, for det gik jo ikke sådan her. Det kunne hun vel nok se, og hun kom besværet på benene. Stod lidt og svajede, inden hun duvende satte i gang som et krumbøjet lokomotiv.

”Mormor?” jeg ville række ud efter hende med mine ord, for det var sådan, vi plejede at nå hinanden. Jeg ville sige hende, at hun ikke måtte forsvinde, men i stedet sagde jeg på den særlige, rapmundede facon, mine forældre forsøgte at pille af mig, at hun jo lignede en gammel kone. Og hun stod helt stille et øjeblik. Drejede sig og drejede sig derpå lidt mere mod mig, i takt med at hun rankede holdet i ryggen ud. Vi så på hinanden et langt øjeblik, og så lo hun hjerteligt. ”Jeg er jo sådan set også en gammel kone, Christine,” sagde hun og satte sig på skammelen. Den med det korsstingsbroderede sæde og de ustabile ben. ”Verden står da ikke længere, når man skal høre den slags fra sit eget barnebarn,” lagde hun til.

I mange år var min største frygt, at hun skulle dø. Det er det i grunden stadig. Hendes hjerte er svagt og har været det, siden min morfar døde, og gennem årene har hun været indlagt adskillige gange. Ser jeg hende mon igen? tænker jeg hver gang, jeg tager afsked med hende. Har jeg fået sagt alt, hvad jeg vil sige?

Hun bor i en stor villa, kører stadig bil, tager stadig på visit og på højskole, læser masser af bøger og aviser, og kun trætheden og bentøjet røber, at årene er gået. Men selv om det efterhånden er ved at være mange år siden, hun var den første til at rejse sig, altid i løb og med et ”bliv siddende! nu skal jeg!” overrasker det mig hver gang, jeg får rejst mig først. I mit hoved løber min mormor stadig.

Jeg hører tit mig selv harcelere over mediernes fremstilling af ældre mennesker. ”Hvad laver den rollator midt i billedet?” ”Hvorfor i alverden bliver han interviewet, som om han var dement?” ”Sig mig, har den journalist aldrig mødt et menneske over 80, eller hvad skyldes fordommene?” syder jeg, men samtidig er jeg taknemmelig over, at min mormor i den grad har rykket ved mit forhold til alder. For mig er en kvinde på 70 jo nærmest en vårhare, og 90? Jamen, det er jo ingen alder, hvis man er rask. På den måde har vores tætte forhold gjort det langt lettere for mig at møde og knytte venskaber med mennesker i alle aldre, eller måske snarere; at se helt bort fra alder. Min mormor har i den grad vist mig, at dåbsattesten ikke behøver at betyde noget, når det kommer til samtale og venskab.

”Vi må skrive en kronik!” ”Hvad må vi?” ”Ja, du ved, i Jyllands-Posten! De skal få den vildeste kronik om alle fordommene mod ældre mennesker. Du har jo tredivetusind oprivende eksempler fra sidste gang, du var indlagt.” Hun ser lidt træt ud ovre i sin stol. ”Jeg ved altså ikke, om jeg orker det, Christine!” Hun skubber småkagerne over til mig. Specier med chokoladestykker. Hun bager dem altid, når jeg skal komme. ”Nu må du spise. Jeg har bagt dem specielt til dig.” ”Men jeg kunne tage min computer med herover, og så kunne vi banke den sammen i fællesskab. Dit billede ville komme i avisen..” ”Mit billede? Nej det vil jeg ikke have!” ”Hvad? Vil du være anonym?”

Anonym er nok det sidste, min mormor vil være, og så er vi to. Vi vil begge træde et skridt længere frem end flertallet, og vi vil begge kun, hvad vi selv vil. Ingen er stædigere end min mormor. Det skulle da lige være mig, men vores våben er forskellige. Eller det bildte jeg mig hvert fald ind, til min kæreste ved et par lejligheder hvæsede af mig, at jeg skulle holde op med at køre mit skyldtrip af på hende. For skyldtrip er min mormors våben nummer et, og jeg reagerer med nogenlunde samme indignation hver gang, hun sender et i min retning. ”Nej, nu bliver jeg skuffet over dig!” kan hun sige, eller ”jeg havde jo ellers troet, at du ville ringe. Men du har vel så travlt!” Uanset hvor bevidst, man er, og hvor mange år, man har gået i terapi, kan man alligevel se sine familiemønstre i underligt forvredne udgaver hos sig selv. Der er næppe andet at gøre end at æde faktummet og forsøge at gøre det bedre.

Kvinden i den gule kjole

 

Jeg kunne mærke, at der var noget galt med tavsheden i min mormors ende. De endeløse, duttende lyde i røret, som ingen tog. Jeg kunne pludselig mærke, at min tiltagende uro betød, at hun var kommet noget til. Midt i et delikat, fransk måltid tilberedt af en veninde, der lod sine lange, røde krøller falde frem over fregnerne, idet hun sagde, at hun ofte savnede at ringe til sin morfar, bare for at sige hej. Hun nikkede mod et fotografi på opslagstavlen, sat fast med tegneskifter, og rakte mig telefonrøret. ”Ring til nogen og spørg, hvad der er sket,” sagde hun. ”Gør det nu, så er det overstået. Så kan vi spise i fred.” Og jeg sad og lyttede, skrev telefonnumre ned, blev stillet om, fik fat i en afdeling, og ja, min mormor lå her og var faldet, nu skulle han se, om hun kunne snakke. Klik klap, sko på linoleum, og ”jeg kører lige telefonen ind. Vent et øjeblik, så er der forbindelse.”

”Jeg er en gammel pjat,” hørte jeg hende sige med svag stemme. ”Du skulle se mig, jeg ser farlig ud i hovedet.” ”Var du nu ude og hakke i haven igen?” ”Nej, ikke ret meget.” ”Mormor, du må holde op med at hakke rundt derude, bare fordi du vil spare en havemand. Lytter du til mig?” ”Ja lidt.” ”Jeg kommer over til dig, jeg rejser i morgen, skal jeg tage noget med? Mangler du noget at læse i?” ”Nej, nej ..du skal ikke komme herover, det er alt for meget bøvl, og jeg er jo ikke til nogen ting, når jeg ligger her. Det skal du ikke, hører du, hvad jeg siger?” ”Nej” ”Hvordan er du blevet så stædig?” ”Hører jeg dig spørge mig om det?”

Jeg ser hende for mig. I den mørke stol med benene oppe på skamlen og strikketøjet mellem hænderne, der altid får en særlig smidig lethed over sig, når de taktfast former garnnøglerne til beklædningsstykker. Den samme rytme igen og igen, der giver hende et særligt, beslutsomt drag om munden, men ellers efterlader hendes ansigt i ro. Og så mig den sommer, hvor jeg lod tonerne fra det gamle klaver løbe forvildede rundt i stuen, fordi jeg egentlig ikke kunne spille, men havde sat sig for at lære Für Elise alligevel.

Min mormor lod strikketøjet synke og så på mig med et blik, der kom langt borte fra. ”Det klaver fik jeg af mor og far, da jeg var ti år,” sagde hun, måske til mig, måske til sig selv, og jeg lod mine usmidige fingre følge de hvide, benede tangenter fra det høje C og nedefter. Men det lød ikke som hende, når hun lagde hænderne til rette på tangenterne, lod øjnene løbe over nodepapiret og slog akkorderne an med hårde smæld. Beslutsomme smæld.

Hendes bevægelser har altid ført hende fremad, videre, gennem salmer og sjap og årstiderne, der får sollyset til at falme, til der kun er gulnede billeder tilbage, som jeg altid spreder ud omkring mig, når jeg besøger hende. Lægger i orden, så de ældste ligger i en kuvert for sig. Marie og hendes diakonissesøster med mørkt, tilbagestrøget hår. Maries fætter med jagtudstyr og et fældet stykke vildt for sine fødder, men helt tydeligt i en kulisse og ikke en skov. Et postkort med et lyslokket barn på forsiden, der ønsker Marie tillykke med lille Ediths fødselsdag. Min mormor iført blæsende silkekjole på gårdspladsen ’derhjemme’, som hun siger, dagen inden sit bryllup.

”Den var gul,” sagde hun oppe fra stolen, og jeg forstod først ikke, hvad hun mente. ”Kjolen,” sagde hun og pegede. ”Den var gul. Den guleste gule kjole.” Jeg så fra kvinden i den gule kjole til kvinden i stolen, der sandsynligvis var den eneste, som endnu vidste, hvilken farve, kjolen havde haft. Det er vel femten år siden, og i det øjeblik gik det op for mig, at jeg måtte få hende til at fortælle mig noget mere. Om sin mor, sig selv, min mor. Om, hvem og hvad billederne præcis forestillede, og hvilke farver, de enkelte dele af dem havde haft, før nogen fikserede dem i den sort/hvide-verden, de nu var strandet i. Helt afhængige af, at nogen kendte til deres eksistens og kunne vække dem til live.

Det var den helt rigtige beslutning, har jeg ofte tænkt. For i dag, mange samtaler senere, har jeg en klar fornemmelse af at være en del af en langt større historie, der løber igennem nye sæder og skikke, men som grundlæggende bare er. Bare fortsætter.

Sådan har jeg fået en familie, der strækker sig bagud som det flade land, de havde opdyrket. Det tænkte jeg, imens det susede forbi på den anden side af vinduet. Langstrakte, svagt kuperede marker, der snart var gule af raps, snart gyldne af havre. Små, undseelige byer med haler af træer efter sig, der lignede tilfældige penselstrøg derfra, hvor jeg sad. Med ansigtet halvt vendt væk fra vinduet og er udkast til min første roman i hænderne.

”Jeg forstår ikke, hvordan du kan skrive sådan. Jeg forstår ikke, hvor du får det fra,” sagde min mormor hver gang, vi talte sammen, og jeg fandt mit lommespejl frem fra tasken. Kastede et blik på de velkendte, beslutsomme øjne derinde og rettede på læbestiften, til jeg lignede hende, der ville stå af toget i min mormors lille stationsby om et øjeblik. Vel vidende, at hun ville stå nede op perronen og vinke med stokken. Ville omfavne mig med sit ”lille ’søte’ pige, jeg har glædet mig sådan til, at du kom” og tage mig under armen, trække mig med sig, som var vi ved at komme for sent til noget vigtigt.

Idet jeg lukkede spejlet, flød hendes faste blik sammen med mit eget. Jeg blinkede. Jeg har ingen børn og ingen traditionel kernefamilie Jeg har heller ingen planer om at få det, og måske derfor er det særligt vigtigt for mig at føle, at jeg hører til et sted. At jeg kan give noget videre. ”Forstår du mon det?” tænkte jeg, og samlede de tætskrevne sider sammen. Ordnede dem i en lige bunke og rejste mig med papiret under armen, da toget langsomt sagtnede farten.