Og sådan her så det ud undervejs..
Christian Mørk og jeg skal deltage i DR K’s Forfatterstemmer i begyndelsen af maj, og i den anledning er vi blevet bedt om at indsende 7-10 billeder, der dokumenterer vores skriveproces. Først tænkte jeg mest ‘åh nej!’ Ikke fordi jeg har noget imod at offentliggøre mine private billeder, men fordi jeg frygtede, at det ville tage en masse tid at finde de rigtige. Det gjorde det også, men det har været et par fornøjelige timer i selskab med alle minderne fra de to ubetinget bedste år af mit liv – indtil videre. Her er et par highlights.
De helt store inspirationskilder. Bøgerne er Diane Setterfields “The Thirteenth Tale”, Joanne Harris’ “The Observations,” Karen Blixens “Syv fanastiske fortællinger”, Daphne du Mauriers “Rebecca” og Charlotte Brontës “Jane Eyre.” Musikken er punk-cabaret bandet The Dresden Dolls og første soloalbum fra forsangeren Amanda Palmer. Filmene er Hitchcocks samlede værker, “What Ever Happened to Baby Jane?” og “Sunset Boulevard”, og ellers ses diverse postkort og gamle fotografier, som jeg har fundet i Skt. Petersborg og Berlin, samt en sølvfarvet ganesh, som jeg købte i Cambodia lige inden, jeg for alvor gik i gang med at skrive.
Arbejdsværelset i Damaskus, februar-marts 2008:
En klar dag i Skt. Petersborg, november 2008:
Mit arbejdsværelse i Sydindien, januar-februar 2009:
Ovenfor mit arbejdsbord i Berlin, marts-april 2009, og nedenfor en tiltrængt pause i skrivningen, Berlin august 2009
Ny roman. Ny hjemmeside og blog. Selv om jeg arbejder med ord hele tiden, kan jeg dårligt beskrive, hvor mærkeligt det er, at min roman nu findes i verden. Den har godt nok været her et par uger allerede, men der er enormt stor forskel på at sende sine venner et eksemplar med en dedikation og så dette. Udgivelsesdagen. Nu kan alle pludselig læse, hvad jeg har skrevet, og mene hvad de vil.
Jeg har selvfølgelig prøvet det før, men denne gang er alligevel meget anderledes. Måske fordi jeg ikke mindes at have arbejdet så hårdt på noget nogensinde, som jeg har arbejdet på Silhuet af en synder. Eller måske fordi jeg selv er så helt utrolig tilfreds med bogen og ved, at jeg umuligt kunne have gjort det bedre. Det gør mig sårbar på en anden måde, end jeg plejer at være, og i morges, da jeg vågnede, var jeg decideret bange. Min bog er jo skrevet for læserne, og læserne skal gerne finde den. Vil den blive læst? Og vil verden kunne lide den lige så meget, som jeg kan?
Det er jo alt, alt for tidligt at sige noget om endnu, og jeg kan ikke gøre så meget andet end at trække i festtøjet. At fejre mig selv er ikke min stærke side, men jeg synes, at Silhuet af en synder er værd at fejre, og det synes min familie og mine venner da heldigvis også. Jeg er spændt på receptionen, og jeg glæder mig til at se alle igen og takke dem, der skal takkes.
