De indledende ord

Er der monstro andre måder at læse feministisk på? kan jeg huske, at jeg spurgte mig selv, da jeg for nogle år siden fulgte et kursus i feministisk litteraturteori på Institut for Litteraturvidenskab, KUA. Her var store, feministiske kanoner som Virginia Woolf, Simone de Beauvoir, Julia Kristeva og Sandra Gilbert og Susan Gubar kørt i stilling, kvindelitteraturen ventede i bunker, og det ’særligt kvindelige’ steg op mellem ordene som forførende, fransk parfume. Men hvor var de sidste femten års såkaldte postfeministiske og queer teorier om køn og begær som samfundsskabte størrelser, konstrueret i henhold til en begrænsende hvid, heteroseksuel middelklassenorm, den såkaldte heteronormativitet? Hvor var teorierne om, at feministerne og de såkaldte queer kunne destabilisere, undergrave og omstyrte denne norm og dermed sætte forskellene fri? Jeg vidste, at de fandtes derude, for brudstykker af dem føg frenetisk gennem luften i de feministiske og kønspolitiske fora, jeg så småt var begyndt at færdes i, og gjorde mig nysgerrig efter mere.

Hvad var disse (post)feministiske og queerteoriers potentiale og begrænsninger, i al almindelighed og, fra mit litteraturvidenskabelige ståsted, i mødet med litteratur? Hvilke strategier og greb anvendte man helt præcist, når man læste (post)feministisk og queerteoretisk? Var læsningerne grundlæggende styrede af de samme underliggende fortællinger, også kaldet storylines, eller var de lige så forskellige, både i udgangspunkt og sigte, som opbudet af stridigheder teoriretningerne imellem lod ane? Var det blot et tilfælde, at dele af det, jeg opfangede, i betragtelig grad lød som nyudlægninger af Jacques Derridas dekonstruktion? Og hvis ikke, kunne man da forestille sig at sammenføje dekonstruktion, (post)feminisme og queerteorier i én dekonstruktiv queerfeministisk læsepraksis – forkortet dqf-praksis – der styrede sikkert udenom de enkelte teoriers ømmeste punker? En praksis, der kunne fungere som nyskabende alternativ til de hidtidige måder at læse feministisk på?

Jeg har gjort disse spørgsmål til ledetråde i nærværende magisterkonferens, der overordnet er tænkt som en kritisk introduktion til og nytænkning af det vidtforgrenede dekonstruktive, (post)feministiske og queerteoretiske felt, der vækkede min nysgerrighed dengang og aldrig siden har sluppet sit tag. Både fordi jeg ofte har savnet en samlet dansk fremstilling med litteraturvidenskab for øje og nordiske forhold in mente, og fordi jeg lige så ofte har savnet en fremstilling, der både vender blikket mod de tilgrundliggende teorier og den faktiske praksis, nøglediskussionerne og de skæve pointer, det overbliksskabende og det kuriøse, vejene og vildvejene i teorierne såvel som i det faktiske, litterære landskab, de er tænkt til at afsøge.

På mange måder ligger dette arbejde i forlængelse af den feministiske antologi De røde sko – feminisme nu, som jeg redigerede i 2002. Heri påviste tredive yngre akademiske kvinder, at stereotype forestillinger om og fremstillinger af køn findes alle vegne i det offentlige rum og her påvirker vores opfattelse af, hvad der er “naturligt” og “normalt”, og hvad der ikke er. På den baggrund skrev jeg en længere introduktion til et muligt queerfeministisk projekt, der bragte mig vidt omkring i mainstream- og homooffentligheden og vidt omkring i mine tanker om projektet.

For alliancen mellem ‘queer’ og ‘feminisme’ viste sig hurtigt langt mere stormfuld og brolagt med mistillid end ventet, eftersom det traditionelle feministiske projekt kæmper for kvinders ligeret med mænd, mens queerprojektet, kraftigt inspireret af retorikprofessoren Judith Butlers arbejde, snarere kæmper for at nedbryde det traditionelle, feministiske genstandsfelt, Kvinden. For tanken er netop, at det er heteronormative disciplineringsmekanismer alene, der skaber illusionen om, at der eksisterer en “naturlig” overensstemmelse mellem biologisk køn, socialt køn og begærsretning og dermed en “naturlig” Kvinde og Mand. Man er således ikke mere Kvinde og Mand, end man gør sig til, påpeger Butler og taler for, at et feministisk projekt bør kæmpe for at frisætte den ikke-totalisérbare mængde af identiteter, som heteronormativiteten holder i en spændetrøje.

Nærværende arbejde læner sig i udtalt grad mod Judith Butlers inkluderende og frisættende forestillinger om køn, men i mindre grad for at forsvare det queerfeministiske projekt, som det faktisk praktiseres, eftersom en snigende skepsis mod projektet også har gnavet sig godt og grundigt ind i både mig og nærværende fremstilling. For som jeg vil argumentere for, at det reelt svært at få øje på de feministiske perspektiver i et projekt, der godt nok opskriver enhver ikke-normativ, parodierende selvfremførelse og seksualpraksis til ‘destabiliserende’, ’subversive’ og ‘overskridende’ højder, men gør det ved at dæmonisere heteroseksualitet og feminin selvfremførelse (hvis man har kvindelige kropstegn) og reducere, hvad man regner for normativ levevis, til røvhamrendesyge lørdagsknald og ligusterhække. Det queerfeministiske projekt opskriver dermed de særligt queer – de såkaldte genderbenders eller gender fucked – på præcis samme måde, som projektet anklager heteronormativiteten for at opskrive den heteroseksuelle Kvinde og Mand, den såkaldte fallocentrisme for at opskrive Manden og Fallos og den traditionelle feminisme for at opskrive Kvinden og Femininiteten. Nemlig gennem massiv eksklusion og dæmonisering af sine Andetheder. En genkommen trang til at se splinten i naboens øjne, men ikke bjælken i sit eget, kunne man også kalde denne praksis, og længe overvejede jeg, hvorfor ingen tilsyneladende fandt den værd at ændre på.

Lige indtil jeg ikke blot løseligt, men for alvor stiftede bekendtskab med Jacques Derridas dekonstruktion og opdagede nye måder at anskue marginaliseringsmekanismer på, der i høj grad har informeret nærværende arbejde. For Derrida påpeger netop, at dét, man ekskluderer og håber at have set for sidste gang – f.eks. de disciplineringsmekanismer, man foragter heteronormativiteten, fallocentrismen og/eller patriarkatet allermest for at anvende – uvægerligt vil gennemtrænge det, man privilegerer. Og dét, man ofte opskriver til subversive, overskridende og transcendentale højder, vil jeg tilføje med tanke på de fremskrivninger af Kvinden og Femininiteten, de polyseksuelle og queer, som de (post)feministiske og queerteoretiske arbejder formeligt excellerer i. Man må kort sagt imødese, at det opskrevne altid vil gennemtrænges af de heteronormative, fallocentriske og/eller patriarkalske ordener, men tror at omstyrte.

Skeletter i skabet, hedder denne magisterafhandling, og det gør den netop, fordi både teoriernes og litteraturens fortrængte, men tilbagevendende og højst graverende Andetheder ligger mig på sinde. Jeg vil have skeletterne ud ad skabet, ud på bordet sammen med musene, der danser og smovser og morer sig højlydt, når katten er ude. Og jeg vil have skeletterne til at give deres besyv med, når talen falder på, hvilke historier, man ønsker at fortælle, når man læser dekonstruktivt, (post)feministisk og queerteoretisk – og hvilke man bestemt ikke ønsker at fortælle, endskønt man alligevel gør det til overmål.

Min ambition er hverken at konstruere en endelig, litteraturteoretisk metode endsige et udkast til en praksis, der i enhver henseende omgår graverende disciplineringsmekanismer. For gennemgående forholder jeg mig kritisk til både metodebegrebet og forestillingen om, at en sådan fejlfri praksis overhovedet eksisterer. Hvad jeg derimod har til hensigt, er at opridse en foreløbig skitse til en feministisk læsepraksis, der altid bør forblive foreløbig og på vej. En læsepraksis med blik for Derridas identitetskonstituerende marginaliseringer og Butlers frisættende køns- og seksualitetsdekonstruktioner, som de fremgår af deres respektive filosofiske værker såvel som det opbud af dekonstruktive, (post)feministiske og queerteoretiske skrifter, der udlægger, diskuterer og anfægter dem. Det drejer sig om de dekonstruktive Barbara Johnson, Jonathan Culler, Shoshana Felman, Simon Critchley, Rodolphe Gasché og Jeffrey T. Nealon, de (post)feministiske Susan J. Hekman, Joan Wallach Scott, Rosi Braidotti, Druscilla Cornell og Elizabeth Grosz, de queerteoretiske Eve Kosofsky Sedgwick, Diana Fuss, Donald E. Hall, David Halperin og Michael Warner og de queerkritiske Sheila Jeffreys, Suzanna Danuta Walters og Calvin Thomas.
Mit arbejde vil falde i fire indbyrdes forbundne dele, hvoraf de tre første vil føre læseren gennem dekonstruktionens, (post)feminismernes og queer teoriernes hovedtanker og faldgruber og frem mod udkastet til en dekonstruktiv queerfeministisk praksis. Hvorvidt dette er at regne for et supplement til de eksisterende feministiske metoder, et gyldigt alternativ eller en langt bedre måde at læse feministisk på, vil jeg kaste op i vejret som konfetti i fjerde del af mit arbejde, der forløber som en dqf-læsning af Mary Wollstonecraft Shelleys Frankenstein, or the Modern Prometheus fra 1818.
Når netop Frankenstein er så oplagt et romanvalg, skyldes det, at et sandt opbud af feministiske analyser de sidste tredive år har læst den gennem forfatterindens biografi og herudfra stemplet den som “feministisk manifest”, “fødselsmyte” og “særligt Feminin”. Ja, faktisk synes ingen for alvor at have anfægtet denne biografiske tolkning, endskønt den netop skal vise sig at forudsætte massiv opskrivning af heteronormative køns- og begærsforestillinger. Og lige så væsentligt; massiv marginalisering af de oplagte tvetydigheder om køn og begær med klare homoerotiske overtoner, der som en understrøm bugter sig ind og ud ad både romanen og biografien. Min tese er dermed, at de feministiske læsninger fastholder romanen og biografien i et heteronormativt jerngreb, der marginaliserer et utal af maskuliniteter, femininiteter, seksualiteter og dermed nye tolkningsmuligheder, endskønt de alligevel spirer frem. Disse tolkningsmuligheder vil jeg drage frem i lyset i min endelige diskussion af dekonstruktiv queerfeminisme som læsepraksis.

Inden den teoretiske vandring kan begynde, vil jeg gøre opmærksom på, at jeg gennemgående har valgt at lade de fora, der – as we speak – diskuterer, anvender, omskaber og reducerer teorierne, gennemstrømme min fremstilling. Det betyder, at jeg flittigt citerer fra nettet og fra ikke traditionelt videnskabelige publikationer, særligt i afsnittet om queer theories, eftersom det netop er denne retning, interessen samler sig om i disse år. Det, jeg ønsker at indfange, er ikke så meget en mulig “autenticitet”, men langt snarere det vitale punkt, hvor teori møder praksis, filosofier får ben at gå på, tusind stemmer at tale med og erkendelser til at flytte sig.

Flyer: Queer cinema-kino transgresji/performance-drag show (2005)