”Leonora Christina Skov leverer klare og kompromisløse erindringsglimt i et fornemt sprog, hvor alvoren og tristheden går hånd i hånd. ”Glashuset” er bare strålende skrevet. En fornem udgivelse i serien ”MIN HISTORIE – …”, som er erindringer skrevet af anerkendte voksenforfattere, der med et barns fortællestemme erindrer deres barndom og den tidsperiode, de voksede op i. Lilian Brøgger leverer for Gud-ved-hvilken-gang fornemme og indfølte illustrationer” (Bent Rasmussen, EMU Danmarks Undervisningsportal) Læs mere her

“Det er en udviklingshistorie og ikke bare et kig i familiealbummet og skuffen med minder. Det er her, faren lurer på ‘Min historie’. Det kan nemt blive ferskt. Men det skal være farligt! Man bør dosere erindringen med omhu. Det er aldrig for sent at få en tankevækkende barndom. Og hér er Leonora Christina Skov nok bedst. Hun har også haft flere år til at tænke over tingene i. Og så er hun – anderledes. Glashuset ‘ er gjort på samme stof som i Cato Thau-Jensens historie. Man kommer igennem barndommens vridemaskine, og så bliver man alligevel – anderledes” (Steffen Larsen, Politiken)

“For en del børn vil livet i Glashuset helt sikkert virke bekendt, og historien være et løfte om, at man kan komme ud derindefra” (Mai Misfeldt, Berlingske Tidende) Læs mere her

“Der er både sorg, vrede, smerte og oprør på spil i den byrdefulde identitetsdannelsesproces, der skrives frem i Glashuset. Bogen, som i øvrigt er tilegnet veninden Shirley, der døde kun 20 år gammel, er illustreret med nænsomhed twister egne illustrationer med forfatterens gamle stilehæfter og private fotos, så både kulden og angsten kommer frem i læseoplevelsen” (Henning Mørch Sørensen, Information) Læs mere her

“Måske er Glashuset mest for voksne, som kan se gennem de lette og lyse sætningskonstruktioner ind i et vist mørke .. Det er med andre ord en meget præcist og prægnant udvalgt krigserklæring, rettet mod det nære, rettet mod generationen, rettet mod normer og traditioner, som efterleves – og som siden skulle forlades. Her kastes der med sten” (Bettina Heltberg, Weekendavisen)