Biografi

Personlig data

Født 31. maj 1976 i Hillerød, opvokset i Helsinge. Flyttede til København i 1995. Gift.

Hvad gav dig ideen til bogen?

Det første job, jeg fik i København, var som sekretær for en senildement mand, som ville skrive sine erindringer. Hver eneste morgen når jeg kom på arbejde, spurgte han: Hvem er du? Hvad laver du her? Det var grotesk. Jeg tænkte, at hvis jeg skulle prøve at få noget godt ud af oplevelsen, så måtte jeg skrive om den på et tidspunkt. Og så har jeg egentlig bare ventet på bogen. Da jeg startede med at skrive, var jeg allerede klar over, at jeg også ville skrive om et mor-datter forhold. Jeg arbejdede derfor på at flette de to historier sammen og skrev ca. 50 siders tidslinje for at holde sammen på historien, så jeg vidste, hvorfor personerne gjorde, som de gjorde. En gotisk roman skal bare hænge sammen.

Den gotiske romangenre: Hvad kan den, og hvorfor brænder du for den?

Jeg læser vældig meget til dagligt, fordi jeg anmelder litteratur i Weekendavisen, og alligevel kan jeg ikke få nok af at læse. Når jeg holder ferie, køber jeg altid tykke, gotiske romaner, og da jeg læste på universitetet, var det også altid den genre, jeg kastede mig over. Blandt andet skrev jeg magisterkonferens om Mary Shelleys Frankenstein. Det helt store emne i gotisk litteratur er det fortrængte. Genren trækker det simpelthen frem i lyset, hvor det hører hjemme. Mine tidligere romaner, Rygsvømmeren og Champagnepigen, har helt klart også haft gotiske elementer, men denne gang tager jeg skridtet fuldt ud og benytter mig af mange flere af genrens virkemidler; det forladte gods, genfærd, sindssyge, dobbeltgængere og et æskesystem af en opbygning. Det har været vigtigt for mig, at bogens udseende rammer den retro-skønhed, som gotiske romaner har, de røde farver og den sirlige guldskrift. Det skal være en roman, som man bliver nødt til at eje. Og så egner min hjerne sig bare godt til genren. Grundlæggende gør det mig godt at have tingene i system. Så føler jeg, at alt er på plads i mit hoved. Det var stærkt udfordrende for mig at få plottet til at hænge sammen; karakterernes meninger og bevæggrunde, detaljer og røgslør. Og så kan jeg også godt lide, at genren på én gang er kulørt og litterær.

Har genren begrænsninger?

Nej. Begrænsningen kan være, at folk tror, at den gotiske roman er en genrebog, som krimi er det, og at den derfor ikke bliver regnet for litteratur. Så kan forfatteren kun komme på krimimesse, men bliver ikke rigtig anerkendt andre steder. Men alle skriver genrebøger. Også på forfatterskolen. Så længe der er konventioner for, hvad der er rigtig og forkert, stor kunst og ikke stor kunst, så er det en genre. At jeg beskriver genren som kulørt, er absolut ikke en begrænsning. Jeg opfatter det tværtimod som noget positivt. Livet er jo også kulørt!

Hvilken slags research har du lavet?

Jeg besøgte Vallø Slot for at blive inspireret af indretningen. Det hjalp mig til at få sat Liljenholms anatomi på plads. At det hang sammen og blev beboet på den rigtige måde. Det overraskede mig meget, hvor nøgne rummene var. Og hvor store lysekronerne var, de kammede helt over. Køkkenet har jeg taget direkte fra Vallø Slot, fordi det var så fedt. Det var en vigtig research, fordi godset, som opbygningen af historien, bare skal hænge sammen. Man kan sige, at godset afspejler fortællingen. Jeg har også måttet researche en del om København under Anden Verdenskrig. I England udspiller den gotiske roman sig som regel i Victoriatiden med streng seksualmoral, beskidte gader og store kjoler. Anden Verdenskrig fungerede som periode godt, fordi den var så mørk. Der var en knaphed i ressourcer og en indtrængende kraft og fare. Jeg vil gerne slå et slag for at henlægge bøger til den periode – den er oplagt til gys. Desuden har jeg fået en historiker til at gennemlæse manuskriptet for stilbrud, så der ikke lige pludselig dukker plastikspande eller kunstige øjenvipper op midt i 1920’ernes Danmark. Og så har min 95-årige mormor fortalt mig om alt fra erstatningskaffe til homoseksualitet i krigens tid. Hun har virkelig hjulpet mig, derfor er bogen også dedikeret til hende.

Hvordan har du skrevet dig ind på homoseksuelle kvinders liv i den periode romanen udspiller sig?

Den del har jeg dybest set opfundet. Der var en homoscene i Danmark, men så vidt vides kun for mænd. Jeg bruger de rigtige navne på knejper og stamkunder i bogen, men jeg ved faktisk ikke, hvor kvinderne gik hen. Jeg læste noget om, at der vidst var thé dansant på D’angleterre i 1920’erne, men det var skjult, så det var fedt at give kvinderne andre muligheder i bogen, skrive en ny historie. At Agnes er en kvinde med lange flipper er en beskrivelse der stammer fra dengang – det var sådan, man beskrev homoseksuelle kvinder. Agnes fortællerstemme var enormt sjov at fremskrive. Hele hendes lettere selvhævdende facon. Det var som at være hende, når jeg skrev. Som at tage en gammel frakke på og vide præcis hvad hun ville sige. Jeg måtte i blandt tage mig selv i at tale som hende – også når jeg ikke skrev.

Hvilke omkostninger har du oplevet i forbindelse med at skrive bogen?

Skriverlivet er på den ene side fedt, fordi du kan bestemme, hvornår du vil arbejde og du kan rejse, når du vil. Jeg skrev eksempelvis min roman i Berlin, Sydindien og Skt. Petersborg. Men det er samtidig virkelig hårdt arbejde og der er vældig mange fravalg i lang tid og enormt lidt tid til andet end at skrive. Undervejs tænker man, at det hårde arbejde aldrig kommer til at betale sig. Men jeg har en følelse af, at bogen hænger meget bedre sammen med, hvem jeg er, og det jeg gerne vil som forfatter. Det er befriende, og jeg er bare så tilfreds.

Hvad tror du, at læseren af Silhuet af en synder tager med sig?

Meget dansk litteratur handler om det velkendte. Silhuet af en synder handler om det fremmede. Jeg har ikke skrevet en bog, som folk skal spejle sig i og tænke: Lige præcis sådan er det at være mig. Jeg er meget mere interesseret i det, folk ikke kender, men som de kunne lære at kende. Måske vil de endda indse, at det fremmede ikke er så fremmed alligevel. Der er elementer, som er almenmenneskelige, som at alle familier gemmer på hemmeligheder, der på et eller andet tidspunkt må frem i lyset. Desuden bliver det her ikke den sidste gotiske roman jeg skriver, det er helt sikkert. Jeg arbejder lige nu med to ideer. Jeg vil gerne skrive om fallerede stumfilmsstjerner og noget om Leonora Christine Ulfeldt, vække Blåtårn til live igen. Den gotiske genre er i den grad min genre. Jeg håber, at danskerne får lyst til at læse meget mere gotisk litteratur, når de er færdige med Silhuet af en synder. Karen Blixen skrev jo f.eks. gotisk litteratur – tænk bare på Seven Gothic Tales. Og salmedigteren Ingemann skrev fantastiske gotiske noveller omkring 1820. Desuden er der Charlotte Brontës Jane Eyre, Daphne du Mauriers Rebecca og Wilkie Collins The Woman in White. Der er nok at gå i gang med!