Siden sin barndom har hun følt sig udenfor, men hun lader sig ikke længere kue. Forfatteren Leonora Christina Skov, 33, har bygget et nyt liv, langt fra intolerancen. Hendes tredje bog er på trapperne

Af Jakob Fälling, Femina september 2009

Hun retter lidt på den korte, sorte skjorte, smiler usikkert og fugter læberne med den knaldrøde læbestift. Hilser pænt på og går så forrest ind i den enorme hall, hvor marmorgulvet er skakternet, hvor de enorme portrætmalerier af de kongelige har tykke guldrammer med svulstige, udskårne kroner. Klikkene fra hendes højhælede, rødternede sandaler giver ekko højt oppe under loftet. Herinde når panelerne op over vinduerne og hver eneste lysekrone er et orgie i facetslebet, funklende krystalglas.

-Jeg har en meget pompøs smag. Nej, hvor er den flot, siger hun og lader hånden glide hen over en gyldent betrukket sofa. -Jeg elsker møbler med schwung og krummelurer.

Vi er på et sjællandsk slot en højblå sommerdag, forfatteren Leonora Christina Skov er på inspirationstur for at suge gotiske, dekadente, svulstige, sukkeromtvundne detaljer til sig til sin nye bog, som hun er ved at lægge sidste hånd på. Hun er som en teenager, der lige er blevet sluppet ud fra konfirmationsforberedelsen, og samtidig som en ældre lærd, der studerer de gamles skrifter. Det ene øjeblik purung, vild, fnisende, det andet bare klog, alvorlig, fordybet.

Leonore Christina Skov er lige blevet sluppet ud, fra et halvt års intens skrivefase, fra et års rejsen rundt i verden, fra et år hvor hun nærmest var lægeordineret “offline”.

Damaskus, Berlin, Cambodia, Laos, Vietnam, Skt. Petersborg og Indien har hjulpet hende med at trække stikket ud til facebook, danske aviser og googlesøgninger rundt i debatten. I stedet har hun skrevet. Fra tidlig morgen til sen aften.

Måske er det derfor, hun bobler, og måske er det bare fordi Danmark er noget helt specielt, når solen står højest og himlen er allermest blå… Under alle omstændigheder gør det ikke billedet værre, at Leonora har fået chancen for at snuse rundt i en enorm bygning fra en forsvunden tid; et sted hvor herskabelighed og overdådighed lyser ud af enhver detalje.

-Det er bare hjemligt for mig. Store spejle, riddersale og trapper, der knager når man går på dem. Jeg elsker det, siger hun og tilføjer: -Når man er vokset op i parcelhushelvedet, vil man noget andet. Jeg vil i hvert fald.

Flugten fra det grå Danmark

33-årige Leonora Christina Skov har brugt de sidste femten år på at slippe fra sin barndom. Hun voksede op i provinsbyen Helsinge i Nordsjælland. En by, der i Leonora Christina Skovs øjne er “et sted, hvor der er alt for mange hvidevarebutikker og et springvand med en skulptur af en frø, der egentlig er bygget til at spytte vand, men kun bliver tændt om lørdagen, fordi de skal spare.” Hun voksede op som enebarn i et af de parcelhuse, der har fostret stort set hele hendes generation af danskere.

Men det var ikke kedsomheden, der var det værste. Det værste var intolerancen. Hendes forældres kejtethed overfor naboerne, der var bøsser. Forældrenes manglende sociale liv, der gjorde parcelhuset til en mærkelig, lukket verden. Og ikke mindst hendes egen anderledeshed.

-Jeg har følt mig forkert i mange, mange år. Jeg har ikke følt, jeg passede ind i de andres verden, og jeg har ikke følt mig meget værd. Jeg har ikke følt, at jeg var værd at elske, fortæller hun.

Det helt store problem opstod, da hun som gymnasieelev begyndte at mistænke sig selv for at være lesbisk. Leonora Christina Skov forsøgte at kurere sig selv via mandlige pyntekærester, plakatvægge med afklædte muskelmænd – og one night stands med mænd. Hun så ikke andre muligheder, for i en ensrettet verden af kernefamilier og intolerance, var det svært at træde ud.

-Hvad skulle jeg gøre? Springe ud som lesbisk, uden en kæreste? spørger hun, og leverer selv svaret: -Jeg begravede mig bare i skolearbejde og fokuserede på at få en god eksamen, så jeg kunne komme væk derfra.

Leonora flygtede til storbyen København som 19-årig, men nogenlunde samtidig led hun to store tab: Hendes eneste rigtigt gode veninde fra Helsinge døde, pludseligt. Og da Leonora kyssede sin første pige og sprang ud som lesbisk, reagerede hendes forældre med kulde. De ville ikke høre tale om hendes kæreste eller seksualitet. De næste syv år så Leonora Christina Skov ikke sin mor og far.

En ny begyndelse

Det kan virke som en befrielse at få lov til at bygge sin tilværelse op fra scratch. For den 19-årige Leonora Christina Skov var det ekstremt hårdt. Dels var hun bange for storbyen, dels var hendes projekt kæmpestort: Hun måtte skabe sig en erstatning for en familie, måtte finde sine egne værdier, sin seksualitet og sin styrke. Samtidig med, at hun følte sig ekstremt svigtet og alene. Hun landede i et feministisk miljø og fandt en verden, hvor det var okay at være anderledes.

-Der kunne man spørge: Behøver man at drømme om at få et sommerhus? Behøver man at drømme om at få to børn og en mand? Det var en befrielse, at der pludselig var plads til at stille alle de spørgsmål, siger hun.

I dag er det næsten Leonora Christina Skovs adelsmærke at være anderledes. Måske er det derfor, forfatteren Jan Sonnergaard har kaldt hende “karrierelebbe”.

-Jeg synes egentlig, at det er rart at stå på kanten og kigge ind. Jeg ser verden på en anden måde, og jeg kan måske se nogle andre ting end alle andre. Jeg er ikke længere bange for at være anderledes, siger hun.

Det får hende til at stikke voldsomt ud af og til. I visse lesbiske kredse, hvor man helst ikke må være pæn og dresscoden ofte er kortklippet hår og skovmandsskjorte. I forfatterkredse, hvor man helst skal være indadvendt og skrive om menneskeforladte, triste provinsbyer, hvor alting står stille. I den offentlige debat, hvor unge, lækre kvinder helst ikke skal være kritiske og spidse. Hverken i Weekendavisen, hvor hun ugentligt anmelder bøger eller i DR2s smagsdommerne, som hun gennem en årrække har deltaget i.

-Jeg kan tage, at folk siger, jeg er en nar, en klaphat eller bare skal holde kæft. Det er gamet, og det skal man vide, hvis man går ind i det, siger hun, og tilføjer: -Men at modtage lort i kuverter, blive anklaget for at være “en hjemmegående husmor med en kreativ hobby” eller at blive stalket på mail og sms, de ting er ikke er i orden.

Siden hendes seneste bog, Champagnepigen, nåede bestsellerstaus med omkring 10.000 eksemplarer, har hun nemlig ikke bare fået kritiske kommentarer og hårde domme. Hun har også fået en menneskelort i en kuvert med posten. Og hun har fået sin helt personlige stalker, der sms’er hende med mærkelige, ubehagelige beskeder om, hvad han vil gøre ved hende.

Hver eneste gang, Leonora Christina Skov indrømmer, at hun har følt sig kuet, vågner frihedstrangen og den ekstreme åbenmundethed i hende.

-Jeg vil have friheden til at skrive, hvad jeg mener. Hvad enten jeg er lesbisk, kvinde eller går i det forkerte tøj, siger hun.

Nu bliver hun alvorlig, dybt seriøs, for hun hævder sin ret til at være anderledes. Og ofte kredser hun om alle tabuerne, når hun skriver debatindlæg eller klummer.

-Det er vigtigt at skrive, hvis det er noget, man ikke taler om. Jeg kan ikke acceptere, når man ikke taler om tingene, siger hun.

Og dermed går mange af Leonora Christina Skovs livsprojekter op i en højere enhed.

Når hun insisterer på at skrive om og som lesbisk kvinde, udfordrer hun ensartetheden i debatten og mediebilledet. Når hun lever af at skrive, vælger hun et radikalt anderledes liv end alt og alle i hendes barndomsby. Når hun skriver om alt det, der ikke bliver talt om, udfordrer hun den tavse, indspiste almindelighed, hun engang var fanget i.

-Det er vigtigt at gøre det. Det er vigtigt, at andre også kan have forbilleder, og jeg ved, at jeg har været forbillede for andre, siger hun og refererer til de mails og breve, hun får fra unge piger, som er bange for at springe ud som lesbiske, fordi de frygter omverdenens dom.

-Jeg tror, det vigtigste budskab er, at man kan vælge et andet liv og komme ud af sine ubevidste fejl, hvis bare man indser fejlene og taler om sine drømme. Man kan sagtens bryde ud af sit eller sin barndoms mønster. Måske kræver det et par forsøg. Men det kan lade sig gøre, siger hun.

Det er netop temaet i flere af hendes bøger: Den evindelige gentagelse af fejlene, den evindelige kamp med alt det, vi har med fra barndommen.

-Jeg synes det er vildt interessant, at alle har familiehemmeligheder, som ingen taler om. Og de familiehemmeligheder er tit styrende for, hvem vi bliver som voksne.

Hvis man betragter Leonora Christina Skovs liv som en bog, har den også kampen med barndommen som tema. Leonora Christina Skov begyndte at skrive på den som 19-årig, og i dag er der ved at være styr på de vigtigste kapitler. Mon ikke, den skal hedde “Leonoras business”?

Det dyre valg

Når Leonora laver business, koster det på mange andre fronter. Hun har bygget livet op om sin forfattergerning, og for at leve som forfatter har hun barberet alle omkostninger ned. Ud af a-kassen, ud af forbrugs-ræset, ind i billig andelslejlighed og ind i et parforhold, hvor friheden til at ændre planer er en del af kontrakten. Hun har ikke tid til at få børn, og hun har i lange perioder taget til takke med en indkomst under 15.000 kr. om måneden. For at leve som en markant stemme i debatten har hun stukket næsen gevaldigt frem og taget en hel del hårde slag, også under bæltestedet. Men på plussiden i Leonoras business står ytringsfrihed, frihed til at rejse med sin kæreste – og så historiefortælling, over alt på jorden.

-Desillusionerede mennesker er der nok af i Danmark, siger hun. -Hvis man ikke har lyst til lønarbejde, ni til fire-job og pensionsopsparing, vækker det ramaskrig. Det er meget svært for danskerne at slippe sikkerheden. For mig har det været vildt fedt at jagte drømmen, men selvfølgelig også angstfremkaldende.

Leonoras business lever af det livlige, vilde og outrerede. Også i hendes kommende bog, hvor transvestitter, familiehemmeligheder samt synd, skam og jalousi trives under herskabelige loftshvælvinger. Én ting er, at det er sjovere og mere spændende, men dybest set kæmper Leonora Christina Skov også for de andre synsvinkler.

-Det beriger os alle sammen at hoppe ind i andre verdener og se dem indefra. Det gør verden mere nuanceret. Det er jo præcis det, der er fantastisk ved litteratur: At den kan bringe os til steder og verdener, vi ikke kendte i forvejen.

_

Blå bog:

Forfatter, anmelder i Weekendavisen og kendt fra DR2s “Smagsdommerne”. Født i 1976, vokset op i Helsinge. Gift med den 20 år ældre Annette, der er journalist.

Flyttede som 19-årig til København og begyndte at studere litteraturvidenskab. Udgav i 2002 den feministiske antologi “De røde sko” og året efter den kritikerroste debutroman “Rygsvømmeren”. I 2007 udgav Leonora Christina Skov “Champagnepigen”. Udover disse bøger har Leonora Christina Skov gendigtet “Alice i Eventyrland” og skrevet flere børnebøger. Arbejdstitlen på hendes nye bog er “Silhouet af en synder”.

Min største surprise: “Da jeg var 19 år, og min mandlige kæreste lagde en seddel på bordet med navnet på en bar. Han sagde: “Tag derind. Jeg har ringet til Landsforeningen af bøsser og lesbiske. De mener, at du bør tage derind.”

Mit største nederlag: “Da mine forældre ikke kunne acceptere, at jeg er lesbisk. Det, jeg troede var unconditional love, var betinget af, at jeg var heteroseksuel.”

Min bedste peptalk: “Det kan ikke være værre end dengang, jeg var 19 år, lige flyttet hjemmefra, jeg havde mistet kontakten med min familie og min bedste veninde var død.”

Mit store forbillede: “Min mormor på 95 år. Hun har altid støttet mig, som en af de eneste. Hun er stærk, gudsfrygtig, egenrådig. Hende kan jeg spejle mig i. Derfor er min næste bog dedikeret til hende.”