Interview: Ahhh, jeg skal ingenting
Interview: Det, ikke at skulle noget, er den ultimative forkælelse for forfatter Leonora Christina Skov. »For det meste har jeg nemlig dårlig samvittighed og skal en masse,« forklarer hun.
Af DIANA EBBA Ø.B. PEDERSEN
Hun står op ved otte-tiden, spiser en stor portion yoghurt med mysli og sætter sig iført snoopy-nattøj hen til sit skrivebord. Her bliver hun siddende indtil kl. syv om aftenen, får derefter noget mad sammen med konen Anette og går i seng kl. 22. Og sådan fortsætter forfatter Leonora Christina Skovs liv i halvandet år. Halvandet år med konstant dårlig samvittighed.
Dårlig samvittighed over ikke at have set sine venner nok, over ikke at have skrevet nok, at have udskudt deadlines og dårlig samvittighed over, at hun ikke har kunnet være med i livet nede på gaden. Dårlig samvittighed over alt! Men nu er det tunge åg fjernet fra forfatterens skuldre, og dagene ser nu ganske anderledes ud. For kort tid siden færdiggjorde Leonora Christina Skov nemlig sin ottende bog “Silhuet af en synder”. Halvandet års intenst arbejde er forbi.
Et todelt liv
»De lange perioder, jeg skriver, er forfærdelige. Jeg er så dybt begravet i min bog og lever et så kedeligt liv i de perioder,« forklarer forfatteren med sin hurtige talestrøm.
»Jeg bruger ufattelig lang tid på at lave lange lister over, hvordan plottet skal være i min bog, og særligt dér synes jeg bare, at jeg har et lorteliv,« siger den 33-årige Leonora Christina Skov bramfrit og bryder ud i et kæmpe grin.
Ikke fordi det er morsomt for hende at tænke tilbage på skriveperioden, men mere fordi hun godt kan høre, hvor grotesk det egentlig lyder, at hun er forfatter, når hun nu har et så mærkeligt forhold til skriveperioderne.
»Det er selvfølgelig ikke helt så slemt. Men i situationen bliver jeg meget melodramatisk og siger de mærkeligste ting om, at det er den sidste bog, og at jeg vil søge et job som ekspedient i Fona,« fortæller hun.
Det, som sker, er, at hun bliver så opslugt af bogen i skriveprocessen, at hun ikke kan overskue andet end det at skrive.
»Jeg bliver bare så fokuseret, at jeg ikke kan rumme mere end det. Jeg tror, at det er meget naturligt, når man er så perfektionistisk og hård mod sig selv, som jeg er,« fortæller hun.
Hun kniber øjnene en smule sammen og tænker et par sekunder: »Ja, det er et ret så todelt liv, jeg lever. Når jeg skriver, har jeg konstant dårlig samvittighed og føler ikke, at jeg har noget liv. I de skrivefri perioder er jeg meget glad, udadvendt og nyder livet.«.
Ingenting er alting
Iført en stramtsiddende sort kjole med små prikker, røde læber og et par høje stiletter sidder hun der ved køkkenbordet i sin og konens lejlighed på Frederiksberg en ganske almindelig tirsdag eftermiddag og drikker kaffe. En ganske almindelig tirsdag eftermiddag i en skrivefri periode vel at mærke. Og Leonora Christina Skov ligner bestemt ikke en, der for nylig har siddet begravet i et halvandet år langt projekt og stort set ikke har set nogen mennesker.
»De to perioder står jo i så stor kontrast. Men jeg ville ikke undvære nogen af dem, selv om jeg har det med at forbande mig selv langt væk, når jeg sidder midt i skriveprocessen og ikke kan komme videre,« siger hun og stiller kaffekoppen.
»For det at skrive er det, som jeg elsker. Det er det, som jeg føler, at jeg er bedst til, og det, jeg vil med mit liv,« forklarer hun, klukker lidt igen og drikker en tår af sin kaffe med mælk.
»Jeg lærer mig selv ufatteligt godt at kende, når jeg i mange måneder for det meste bare er mig selv. Men så formår jeg virkelig også at nyde livet, når der ikke er en bog, der ligger og venter på at blive skrevet,« fortæller hun og vender hovedet over mod døren.
Ind kommer Anette for at lave sig en mad. Leonora smiler til hende og taler videre: »Det, ikke at skulle noget, er den ultimative forkælelse for mig. For jeg har jo som regel altid et eller andet, som ligger og venter, eller nogen, som forventer et eller andet af mig. Og det er netop derfor, at jeg elsker de helt frie skuldre,« understreger hun og læner sig godt tilbage i køkkenstolen som et udtryk for den afslappethed og frihed, som hun befinder sig i lige nu.
Den måde, som Leonora Christina Skov “laver ingenting” eller “ikke skal noget” på, er ved at meditere, cykle lange ture med Anette og rejse til udlandet.
»Jeg mediterer og cykler for at koble af og rense hovedet.
Det hjælper mig også til bedre at kunne tackle skriveprocessen,« forklarer hun.
Det lyder måske ikke umiddelbart som “ingenting”, men det er det, som Leonora Christina Skov mener: »Egentlig består forkælelsen i ikke at skulle noget, at ingen forventer noget af mig, at jeg kan gøre, som det passer mig, og ikke behøver at bekymre mig.« Og denne gang har forfatteren besluttet sig for at holde fri i et halvt år, men hun ligger naturligvis i sin seng om aftenen og grubler over den næste bog, og hvad den skal indeholde – for helt lade være kan hun jo ikke: »Ja, det er ret utroligt. Den næste bog kører allerede rundt i hovedet på mig. Jeg kan bare ikke lade være,« fortæller hun og sender en varm latter ud i det lyse køkken.
»Men lige nu holder jeg fri i minimum et halvt år. Det har jeg fortjent.«.
