Derhjemme er jeg bare Christina

Alle familier har hemmeligheder. Og det kan kræve stort mod at afsløre dem. Leonora Christina Skov har mærket, hvad prisen kan være for at sige sandheden. Alligevel bliver hun ved med at tale. Højt. Og at skrive. Godt. Det er blevet en drivkraft for hende at trække det frem i lyset, som vi helst holder i mørke, og så er det jo oplagt at lade sin bog “Silhuet af en synder” folde sig ud på et gammelt gods fuld af hemmelige rum, mystiske lyde og kuldslåede mennesker med hjerterne fulde af spørgsmål. Den slags romaner kaldes gotiske, og englænderne er mestre i at skrive dem. Der er altid tårnværelser, tågede spejle, støvede lysekroner og noget, som ikke stemmer.

- Godsernes opbygning spejler familiernes hemmeligheder. Hver gang, man åbner en dør, er der et nyt rum. Og sådan synes jeg, litteratur skal være. Som en rejse ind til et helt andet sted.

For Leonora Christina Skov kan det ikke blive storslået nok. I de første bøger blev pragten nedtonet, fordi redaktørerne ikke mente, danskerne ville bryde sig om glimmer og glamour. Men læserne har da brug for andet end hverdagsfortællinger, synes hun.

- Der er alt for langt imellem de gode historier i dansk litteratur – bortset fra i krimigenren. Der er en eller anden idé om, at romaner skal være mere eller mindre realistiske, så læseren kan tænke: “Ja, sådan er det at være mig”. Men jeg vil skrive om det, du IKKE genkender. Og jeg har faktisk aldrig læst en bog med en transvestit i hovedrollen, siger Leonora Christina Skov.

Forvandlinger

Vi mødes på Café WannaB i Kompagnistræde i København. Interiøret er holdt i rødt som Leonora Christina Skovs kjole. Og negle. Og mund. Hun maler den op flere gange, for hun bryder sig ikke om, når læberne bliver tørre, mens hun taler. Pudder skal der også til.

Folk bliver forbløffede, når de hører, at denne femme fatale er både lesbisk og feminist, og at hun for mange år siden hjemme i Helsinge på Nordsjælland var klassens kedelige nørd med knold i nakken. Dengang hed hun kun Christina Skov . Fornavnet var et kompromis.

- Som lille pige fandt jeg ud af, at min far havde ønsket Karin eller Anne-Dorthe og mor Christiane eller Leonora . Jeg kunne lide Leonora .

Da hun flyttede hjemmefra, var det første, hun gjorde, at skifte navn. Dernæst skiftede hun person.

- I nogle år gik jeg rundt og var virkelig ked af det. Så genopfandt jeg mig selv. I dag er der ikke meget, der ligner den, jeg var, og jeg kan godt forstå dem, der synes, det er mærkeligt og siger: “Du var fladbrystet og underudviklet. Hvad fanden?”

I puberteten, hvor de andre piger i klassen fik travlt med at gøre sig flotte for at få drengenes opmærksomhed, var Christina gået langt uden om sminke og havde samlet håret, skjult kroppen i sin mors gamle sweatre og koncentreret sig om at score topkarakterer. Hun slap som planlagt igennem nåleøjet til psykologistudiet, men så skete der noget, der fik hende til at ændre sit liv.

- Man skal bare møde nogle ordentlige mennesker, som hun siger.

Fortryllelser

Først fik Leonora sig en kvindelig kæreste, hvilket i en årrække kostede kontakten til forældrene. Så droppede hun psykologi og kastede sig over drømmen: litteratur. Og endelig skabte hun sig en ny familie. Og en ny personlighed.

- Via min kæreste mødte jeg folk, som levede på en helt anden måde – blandt andet en kvinde med en kæmpe lejlighed midt i København, som var “over the top” boheme-agtig med store blomsterbuketter, dyr mad og sølvservice. Jeg var jo vant til gryder på bordet, og i starten anede jeg ikke engang, hvor man gjorde af servietten. Men jeg sugede det til mig, fortæller hun.

Siden har Leonora Christina Skov været vild med det storslåede. Det, der er lidt for meget. Ikke fordi, folk ikke må sætte deres gryder på bordet. Hun elsker bare selv det stilfulde. Det, der gør livet lidt mere gotisk. Og så elsker hun sine venner fra homomiljøet, som lærte hende, at man kan skabe sin egen verden, hvor man ikke føler sig så ensom og anderledes. Der er selvfølgelig en del lesbiske, som synes, Leonora Christina Skov klæder sig ALT for feminint. At hun underkaster sig det patriarkat, hun siger, hun er imod. Men Leonora Christina Skov insisterer på retten til at vælge sit eget udtryk.

- Dybest set føler jeg mig som en drag queen. Det er den form for makeup, jeg kører. Jeg føler mig nok også mere forbundet med mine transseksuelle venner end med de lesbiske. Dem, der går i flot tøj, har bare en sjovere fest. I’m sorry!

Forklædninger

Når hun går ud af døren, er hun altid klædt som Leonora . Det er Leonora , der siger sin ærlige mening i DR2-programmet “Smagsdommerne”, i klummer og boganmeldelser i Weekendavisen og i sine egne bøger og de interviews, hun giver.

- En astrolog sagde for nylig til mig, at jeg havde et tvillingekompleks. Jeg tror ikke rigtigt på det med stjernetegn, men faktisk er der tvillinger i alle mine bøger, og jeg ER også selv meget to personer. I det offentlige rum er det Leonora , der stikker snuden frem og får tæv. Det særlige tøj og den overdrevne makeup gør mig mere sikker. Uden ville jeg føle mig nøgen og kigget på.

Der kan – selv i et land, der bryster sig af at være frisindet – være god grund for en kvinde som Leonora Christina Skov til at tage en mental beskyttelsesdragt på, når hun skal møde omverdenen. En del danskere ser nemlig rødt i overført betydning, når de hører hendes navn. Én har sendt hende lort med posten. Andre udgyder deres had på Facebook.

- Som lesbisk og feminist bliver man massivt stigmatiseret. Folk går automatisk ud fra, at man hader mænd, og at alt, hvad man siger og skriver skal ses i den sammenhæng. Men jeg har jo slet ikke den dagsorden, fortæller hun.

Når Leonora kommer inden for sin trygge hoveddør, tager hun rustningen af.

- Hjemme er jeg bare Christina , der har det fint med at ligne lort i snoopy-tøj. Sådan ser jeg som regel også ud, når jeg skriver, siger hun.

Forsvindinger

For én, som har svært ved IKKE at tage del i samfundsdebatten, kan det være nødvendigt at rejse væk, når der skal være ro til det, hun elsker allerhøjest: at skrive bøger. “Silhuet af en synder” er blevet til i Sydindien, Berlin, Damaskus og Sankt Petersborg. Blandt andet. Leonora Christina Skov og hendes kone har ikke børn, bil, hus, friværdi eller A-kasse. Derfor er der luft til at flytte sig. Og til at stå fast.

- Min grundfølelse er, at jeg ikke har så meget at miste. Jeg mener, hvor galt kan det gå? spørger Leonora Christina Skov .

“Silhuet af en synder” er et sats. For er der overhovedet et publikum til en gotisk roman i Danmark? Vi kender genren: Mary Shelleys “Frankenstein”, Karen Blixens “Seven Gothic Tales”, Daphne du Mauriers “Rebecca” (filmatiseret af Hitchcock) og Bram Stokers “Dracula”.

Men vil vi acceptere, at grumme tårnfortællinger også kan udspille sig på et dansk gods i 40′erne? Og kan vi tage en kvindelig helt til os, som er småkriminel og hedder Agnes og går i herretøj?

- Det håber jeg – ikke mindst fordi den her bog er et massivt udtryk for det, jeg står for, og hvad jeg gerne vil: At gøre dét synligt, som vi holder skjult, for eksempel den verden, hvor kønnet er flydende. Jeg har selv tit oplevet at være den eneste lesbiske person, folk nogensinde har talt med. Det er en ret syret rolle, og det kan godt føles lidt som at være en giraf i zoologisk have. Derfor synes jeg, det må være min pligt at give læserne mulighed for at lære nogle flere af os at kende. Hvis de har lyst …

“Silhuet af en synder” foregår i 1940′erne, hvor Nella vender tilbage til sit barndomshjem, godset Liljenholm, efter at hendes mor, den anerkendte forfatter Antonia, er død. Sammen med sekretæren Agnes begynder hun at rydde op i sin mors efterladte papirer, manuskripter og dagbøger, og det viser sig, at Antonia har haft en tvillingesøster, der som barn sprang i døden fra godsets tårnværelse. Eller gjorde hun?