Den gotiske fortælling er intet ukendt fænomen i dansk litteratur, og en enkelt kunstner skabte sig verdensberømmelse gennem sin brug af genren. Jeg behøver blot at hviske navnet Blixen, så er alle med.
Men der har været »gotikere« på spil siden genrens ophavsmand, Edgar Allan Poe udgav Tales of the Grotesque and Arabesque i 1839. Man kan blot tænke på H.C. Andersen, hvis virkemidler bærer tydelige spor af det gotiske, ja selv en from lysets og morgenens digter som B.S. Ingemann skrev groteske skræknoveller. Der har været en samtidstemperatur, som gav genren vækst, og det hænger måske sammen med, at jo strengere det æstetisk-seksuelle tabu var, desto mere måtte der ud mellem sidebenene. Henry James, hvis kønslige inklination var både kinky og svært gennemskuelig, skrev det gotiske mesterstykke Skruen strammes i forlængelse af den korsetstramme victorianisme, men tæt på Freud, og sådan er det altså: nissen flytter med.
Det ser man også hos Leonora Christina Skov , som i romanen Silhuet af en synder med opsmøget sjæl og løftet hale kaster sig over genren.
Og hun har åbenbart sagt til sig selv, at skal det være, må det ske med manér og uforbeholden appetit på alle de virkemidler, der ifølge traditionen byder sig til i form af forfaldne slotte, knirkende gulvbrædder, iskolde trækvinde, bengalsk belysning, skeletter i skabene, talende lig med dårlig ånde, selvmordere, incest og en lesbianisme, der sætter sig spor overalt, måske – hvem ved – fordi netop outsiderpositionen skaber den rette mélange af tiltrækning og frastødning, og måske i manges øjne er mere tabubelagt end så mange andre kønslige julelege.
Under alle omstændigheder er det to kvinder (den ene iført habit) der i 1941 ankommer til godset Liljenholm i Sydsjælland, som stadig står, men på et vaklende fundament i både direkte og overført betydning. At de to yngre kvinder har mere end et almindeligt venindeforhold til hinanden, er så indlysende, at det knap nok nævnes. Nenna, den ældste, er oplagt Hamlet i forhold til den yngres Horatio, men – og fra nu af gælder det om at holde godt fast i bardunerne – senere byttes rollerne om, for intet på Liljenholm er, hvad det giver sig ud for, og er den ene aktør speget, så er det intet imod hvor røget den anden er.
Over mange, måske for mange sider, bygges kulissen op og historiens forudsætninger skitseres. Godsets oprindelige ejerinde, Antonia, som også er Nennas mor, har til sin død haft en usædvanlig karriere som international succesforfatter. Fundamentet under succesen er angiveligt godset og hendes eget liv, men der er flere jokere i spillet. For noget af det, de to yngre kvinder oplever på jagten efter sandheden om Antonia og Liljenholm, gemmer sig under (de knirkende!) gulvbrædder i form af en minutiøs dagbog skrevet af familiens tyende, frøken Lauritsen, kaldet Laurits, som giver et andet billede end det officiøse, der allerede er på gaden i form af en uautoriseret biografi.
Hvordan forvekslingerne og forvanskningerne breder sig, vil det være uretfærdigt at afsløre både af hensyn til forfatteren og læseren og anmelderen, som – gået på klingen – må indrømme, at han ikke har styr på dem alle sammen.
På spørgsmålet om, hvad Sternwoodmysteriet egentlig handlede om, svarede manuskriptforfatteren, William Faulkner, at det havde han ingen anelse om.
Men så meget skal fortælles, at et selvmord, der står centralt i bogen viser sig ikke at være det, for kandidaten, Lily, Antonias søster, der er dømt af skæbnen til at være den uheldige del af parret, er slet ikke Lily, men frk. Lauritsen, hvis overordnede Spiel ikke alene gør hende til Nennas reservemor, men sætter hende i et ganske andet forhold til Antonia, end man oprindelig havde regnet med.
Er De forvirret, så vent bare på næste afsnit, som det hed i TV-serien Soap for snart mange år siden, der er nemlig også en ægtemand, Simon, der er både ung og gammel og en smart forlægger ved navn Hansen og Karen Blixen selv og Marilyn Monroe med en smart og lokkende udskæring og forfatteren (må man formode), der aldrig kom med på det færdige billede, men sidder udenfor og trækker i trådene og griner lumsk med sit Cheshirekatte-smil.
Var det ikke, fordi Leonora Christina Skov skriver godt (det gør hun også i denne sammenhæng) ville nogle måske mene, at Silhuet af en synder fører hende alt for ambitiøst på afveje. Hun skulle måske også have brugt en vis kniv, der i bogen havner i en forkert skede, til at befri sit eget værk for ethundrede og halvtreds sider (man skal bemærke, at ingen af de store gotikere skriver andet end noveller!) men når det er sagt, skal der også ydes venlig retfærdighed.
Silhuet af en synder underholder, hvor den er mest underholdende, og indimellem skriver forfatteren ligefrem en slags gotisk poesi. Hør her:
»Skoene havde ikke villet af fødderne den dag, og en høj, skrap lyd var undsluppet hende. Hun havde lyttet, bare et øjeblik. Lyttet til sig selv, der allerede lød som en anden, og det var gået forbavsende let med at få vinduerne åbnet,
træde op i vindueskarmen og se bort fra slangekrøllerne, der uglede. Hun ville blive et grimt lig, uanset hvad. Flænset op af de røde og gule roser, der stod i blomst dernede, men det var egentlig bare en detalje. Så man bort fra tornene, var rosenbladene jo helt bløde, og Nellas hjerte var faldet i slag. En rolig, dump lyd, der ville vende tilbage ti gange, og der-efter var det tid til at slippe karmen.«